Gå til sidens indhold

Regneeksempler om COVID19-krisen

1. april 2020 kl. 0:00

Regneeksempler om COVID19-krisen

01-04-2020

Modelgruppen har for nylig udsendt et modul til ADAM, der kan beregne makroøkonomiske effekter af den nuværende COVID19-epidemi. I den forbindelse er nogle regneeksempler på krisens økonomiske effekter blevet omtalt i pressen.  På den foranledning understreges, at modelgruppen ikke laver skøn men værktøj til brug for skøn. Man kan imidlertid ikke opstille et nyt modul til en stor økonomisk model uden at afprøve det på taleksempler, og for at gøre det nemmere for brugerne står inputtet til regneeksemplerne i modulets inputfiler. Inputtet bygger ikke på grundige analyser. Det er op til brugeren af ADAM at vurdere, hvad der giver værdi at indsætte i modulet. 

Formålet med regneeksemplerne er kun at illustrere, hvordan modulet virker. Alligevel er det uhensigtsmæssigt, at regneeksemplerne er omtalt i pressen men kun tilgængelige for ADAM’s brugere. Derfor er regneeksemplernes effekt vist i nedenstående tabel. Mere detaljerede tabeller kan downloades her: Covid19-scenarier

Formålet med tabellens eksempler er kun at illustrere, hvordan modulet virker. 

De fire regneeksempler repræsenter fire scenarier med forskellig styrke af COVID19-krisen. Alle fire scenarier er dannet under antagelse af, at COVID19 epidemien har en varighed på et kvartal. De afviger fra hinanden mht. styrken af den negative reaktion i dels udenlandsk efterspørgsel efter dansk eksport dels indenlandsk investerings- og forbrugsadfærd. I det mildeste scenarie 1 er forudsætningen, at eksportefterspørgslen falder 5 pct. i to kvartaler. I scenarie 4 er faldet dobbelt så stort, og scenarie 2 og 3 ligger derimellem. I alle scenarier indgår et kraftigt fald i forbruget af tjenesteydelserne hotel, restaurant mv, rejser, underholdning og kultur. Turistindtægterne falder kraftigt i alle scenarier. Herudover er forbrugere og investorer mest tilbageholdende i scenarie 4, mindst tilbageholdende i scenarie 1, og de to andre scenarier ligger derimellem.  

Modulet er beskrevet foreløbigt modelgruppepapiret TMK01420. Det er udviklet til modelversionen jun19, og brugere af ADAM kan få modulet tilsendt ved henvendelse til modelgruppen. Modulet omfatter de indtil 24./3. vedtagne pakker, men vil blive opdateret med de allerseneste pakker og anden relevant information.