Gå til sidens indhold

Sådan ansætter vi

Når vi har modtaget din ansøgning, sender vi dig en bekræftelse på e-mail.

Vi registrerer navn, adresse, telefonnummer og e-mail. Det sker for at kunne behandle din ansøgning og enten invitere dig til samtale eller sende et afslag.

Vi opbevarer dine oplysninger i op til tre måneder og sletter dem herefter.

Kun vores interne ansættelsesudvalg og HR har adgang til dine oplysninger.

 

Invitation til samtale

Når ansøgningsfristen er udløbet, udvælger vi de kandidater, som vi ønsker at se til samtale. Hvis du er blandt dem, inviterer vi dig til en samtale. Vi forsøger at ringe til dig og sender derefter en mødeindkaldelse med dato og tidspunkt på mail.

Til samtalen møder du et ansættelsesudvalg, som typisk består af en kontorchef, en medarbejder samt en medarbejder fra HR.

Du skal afsætte en times tid til samtalen. I visse tilfælde er der to samtalerunder.

Når samtalerne er gennemført, beslutter ansættelsesudvalget, om det er dig, der skal tilbydes ansættelse i Danmarks Statistik.

 

Ansættelse og lønforhandling

Hvis vi beslutter os for at tilbyde dig ansættelse, bliver du ringet op af et af medlemmerne i ansættelsesudvalget.

Du har altid mulighed for at tale med en tillidsrepræsentant om den løn, vi tilbyder dig. Tillidsrepræsentanterne står også altid parat til at besvare dine spørgsmål om Danmarks Statistik. Du kan se en kort præsentation af tillidsrepræsentanterne.

 

Afslag

Hvis det ikke bliver dig, vi tilbyder ansættelse efter samtalen, får du et mundtligt afslag. Herefter modtager du også et afslag skriftligt.

Ansøgere, der ikke har været til samtale, modtager et skriftligt afslag så hurtigt som muligt.

 

Den første tid i Danmarks Statistik

Det er vigtigt, at du fra første arbejdsdag føler dig velkommen. Derfor får du en omfattende introduktion til din nye arbejdsplads i løbet af de første måneder.

Den første dag vil dine nye kolleger tage imod dig, og vi sørger for, at du får alle nødvendige adgange til it-systemer m.m. I den første tid vil du også have en kollega, som introducerer dig til de daglige rutiner i huset, og du bliver gradvist sat ind i dine opgaver.

Efter kort tid kommer du på et introkursus sammen med andre nyansatte. Her vil du bl.a. blive introduceret til Danmarks Statistiks opgaver og strategi.

Kontakt

Salma Schou
Telefon: 39 17 35 97