Justeringer i timelønssats

Top  Previous  Next

Relationen for timelønssatsen, lna, er en fejlkorrektionsrelation, og derfor har en justering i et enkelt år i J-leddet, JRlna, ikke langsigtseffekt. Fejlkorrektionsmekanismen fjerner gradvist effekten i løbet af de følgende år. Da der er tale om ændringer i logaritmer, svarer en ændring JR-leddet på f.eks. 0.01 approksimativt til en opjustering på 1 pct. i det første år:

 

  READ lang24 ;
  SERIES <2024 2024> JRlna + 0.01 ;
  SIM <2024 2036> ;

 

På grund af løn-pris spiralen bliver effekten på lønsatsen dog lidt større end den ene procent.

 

Der er ikke nemt at opnå en fastholdt ændring i lønniveauet eller lønkvoten på f.eks. 1 pct., idet timelønnen på længere sigt altid vil tilpasses til et niveau, som giver ligevægt på arbejdsmarkedet. Langsigtede løneffekter kan dog fås ved at flytte ligevægten på arbejdsmarkedet på følgende måde:

 

  READ lang24 ;
  SERIES <2024 2036> Jbulbw + 0.002 ;
  SIM <2024 2036> ;

 

Alternativt kan lønnen justeres ved stød, som har permanent effekt på konkurrenceevnen (se f.eks. et stød til eksportmarkedet i afsnit 3.5, et stød til de udenlandske priser i afsnit 3.8 eller et stød til arbejdsudbuddet i afsnit 3.10).

 

I relationen for timelønssatsen, lna, indgår et udtryk for lønrelationens langsigtede ledighed, bulbw. bulbw beskriver lønrelationens langsigtsledighed som en funktion af arbejdsløshedsdagpengenes kompensationsgrad, btyd, og den reciprokke dagpenge periode målt i år, rdagp. De i modellen estimerede koefficienter til btyd og rdagp angiver at des større kompensationsgrad af dagpenge og des længere dagpengeperiode, jo højere vil lønrelationens langsigtsledighed, bulbw, være.

Den reciprokke dagpengeperiode rdagp beskriver andelen af dagpengemodtagere der i løbet af et år vil miste dagpengeretten. For tiden er dagpengeperioden 2 år, så gruppen af dagpengemodtagere består af personer, der har været ledige imellem 0 og to år. Dvs. at for den samlede gruppe af danske dagpengemodtagere vil halvdelen i gennemsnit miste retten til dagpenge i løbet af et år, hvorfor rdagp med en dagpengeperiode på 2 år sættes til 0,5. rdagp = 0,5 indikerer et pres på de arbejdsløse. Øges dagpengeperioden til 3 år, vil kun 1/3 af dagpengemodtagere miste retten til dagpenge i løbet af et år, rdagp = 1/3, og det medfølgende pres på arbejdsmarkedet er mindsket.

En justering af dagpengereglerne således at dagpengeperioden øges til 4 år kan indlægges i modellen ved at justere rdagp:

 

  READ lang24 ;
  SERIES <2024 2036> rdagp = 0.25 ;
  SIM <2024 2036> ;

 

Bemærk at der er 2 variable der begge beskriver den reciprokke dagpengeperiode målt i år. Den ene er rdagp den anden er rdagpe.

Koefficienten til rdagp = - 0.0151 er et mikrobaseret skøn på effekten af at ændre dagpengeperioden, taget fra rapporten Dagpengekommissionen 2015 ”Dagpengemodellen: Teknisk analyserapport”. Rapportens skøn er et officielt skøn på den strukturelle eller langsigtede ledigheds reaktion ved ændringer i dagpengeperioden. Jf. også modelgruppepapir af Søren Gjedsted 13./3./020.

rdagpe er i grundforløbet lig rdagp, men variablen med e kan eksogeniseres vha. en dummy, når man laver multiplikatorberegninger, så det kun er dagpengekommissionens koefficient på -0.0151, der påvirker modellens langsigtede ledighed bulbw. Koefficienten til den eksogene rdagpe = - 0.0422 repræsenterer resten af den tidsserie estimerede effekt af dagpengeperioden. Man kan sige, at arbejdsmarkedspolitikken omfatter flere elementer end dagpengeperioden og kompensationsgraden, som er de eneste variable, der repræsenterer arbejdsmarkedspolitikken i relationen for timelønssatsen. Det kan forklare, at de to variable får større koefficienter, end de ville have, hvis alle relevante arbejdsmarkedsforhold var repræsenteret i lønrelationen.

Bemærk, at man godt kan bruge de store tidsserie-estimerede koefficienter, når man fremskriver. Så kan lønrelationens fit og residual vurderes på samme måde som andre relationers.

 

Arbejdsløshedsdagpengenes kompensationsgrad, btyd, kan tolkes som den andel af lønnen en arbejder i industrien får kompenseret, ved at gå fra at være i arbejde, til at være på dagpenge. Som beskrevet ovenfor, angiver den estimerede koefficient til btyd, i relationen for timelønssatsen en positiv sammenhæng mellem btyd og lønrelationens langsigtede ledighed, bulbw. I relationen for kompensationsgraden, btyd, findes beskæftigelsesfradraget bylwqs. bylwqs har tidligere været en del af et samlet fradrag, men dette er blevet opdelt og bylwqs indgår nu, som en selvstændig variabel i modellen. Et positivt stød til bylwqs gør det mere attraktivt at arbejde relativt til at være på dagpenge. Dette sænker kompensationsgraden, btyd, og dermed også lønrelationens langsigtsledighed, bulbw.

 

I nedenstående eksempel er der indlagt et permanent stød til bylwqs der øger beskæftigelsesfradraget med 25%:

 

  READ lang24 ;
  SERIES <2024 2036> bylwqs*1.25 ;
  SIM <2024 2036> ;

 

Bemærk at et positivt stød til beskæftigelsesfradraget, bylwqs, udover effekten på  langsigtsledigheden, bulbw, kan fortolkes som et udbudsstød i form af en skattelettelse, som øger beskæftigelsen og den indenlandske efterspørgsel. Ovenstående stød til bylwqs er af en sådan størrelse, at selvom udgifter til arbejdsløse falder og den øgede beskæftigelse giver et øget provenu fra indkomstbeskatningen, bliver de offentlige finanser forringet og timelønssatsen, lna stiger. Forklaringen er, at forøgelsen af beskæftigelsesfradraget, bylwqs, med 25%, får indenlandsk efterspørgsel og beskæftigelse til at stige så meget, at det trumfer den løndæmpende effekt af et øget udbud på arbejdsmarkedet.

Se desuden afsnit 2.15 for en række eksempler på justeringer i de personlige indkomstskatter.