Gå til sidens indhold

Lavere vækst i antal nyfødte

Befolkningens udvikling 2. kvt. 2021

Hvor der i første kvartal 2021 var en stigning i antallet af levendefødte på 3,4 pct. i forhold til første kvartal 2020, var stigningen i andet kvartal mere moderat, nemlig 2,1 pct. Antal fødte i andet kvartal 2020 var relativt lavt i forhold til tidligere år, og i forhold til gennemsnittet over de seneste tre år (2018-2020) var antal fødte i andet kvartal 2021 kun 1,0 pct. højere. Det svarer til 160 flere levendefødte, idet der blev født 15.556 børn i andet kvartal 2021.

Levendefødte fordelt på kvartalerKilde: www.statistikbanken.dk/bev22

Flere fødte i april og maj, men et fald i juni

Opgjort på måneder varierede væksten i antallet af fødte inden for kvartalet, idet antal fødte i april og maj 2021 var hhv. 1,6 pct. og 2,9 pct. højere end gennemsnittet for hhv. april og maj 2018-2020. I juni 2021 faldt antallet af fødte imidlertid 1,3 pct. i forhold til gennemsnittet for juni de tre foregående år og 2,3 pct. i forhold til juni 2020. Den relativt høje tilvækst på 7,2 pct. i antallet af fødte (både i forhold til 2020 og gennemsnittet for 2018-2020), som sås i marts 2021, fortsatte dermed ikke i de efterfølgende måneder. Hvis der sammenlignes med fordelingen af de fødte hen over året i de foregående år ses dog også, at antal fødte pr. måned varierer en del fra år til år. Fx blev der i 2019 født relativt få børn i første og andet kvartal, mens antallet af fødte i tredje kvartal var højest i netop 2019 ud af de seneste tre år.

Levendefødte fordelt på månederKilde: www.statistikbanken.dk/bev3a

Indvandring er stigende efter et stort fald i 2020

Antallet af døde var 13.393 personer i andet kvartal 2021, hvilket er på niveau med antallet af døde i andet kvartal de foregående år. Hvor udvandringen igen var markant lavere end de tilsvarende kvartaler fra tidligere år, 15 pct. lavere end andet kvartal 2020 og 35 pct. lavere end andet kvartal 2019, var indvandringen 41 pct. højere i andet kvartal 2021 end indvandringen i andet kvartal 2020, men dog stadig 9 pct. lavere end andet kvartal 2019.

Danmarks befolkning udgjorde 5.850.189 personer pr. 1. juli 2021.

Befolkningens bevægelser, andet kvartalKilde: www.statistikbanken.dk/bev22

Nyt fra Danmarks Statistik

11. august 2021 - Nr. 287

Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. november 2021

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken baseres på oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation