Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Erhvervslivets Udvikling, Erhvervsstatistik
Henrik Huusom
39 17 38 66

hhu@dst.dk

Hent som PDF

Radio og tv: forbrug (Ophørt)

Radio- og tv-statistikken "Forbrug" dækker meget bredt, og dokumentationen er derfor delt op i tre statistikdokumentationer; Distribution, Forbrug og Annoncering. Radio- og tv-statistikken "Forbrug" viser befolkningens brug af radio og tv, fx seer- og sendetid på radio- og tv-stationer. Den kontinuerte belysning af danskernes forbrugsadfærd dækkes ved oplysninger fra Gallups TV-Meter og Radio Index, der er de officielle, brancheanerkendte målinger af befolkningens lytter- og seervaner.

Indholdsbeskrivelse

Radio- og tv-statistikken "Forbrug" viser befolkningens brug af radio og tv, fx seer- og sendetid på radio- og tv-stationer. Den kontinuerte belysning af danskernes forbrugsadfærd dækkes ved oplysninger fra Gallups TV-Meter og Radio Index, der er de officielle, brancheanerkendte målinger af befolkningens lytter- og seervaner.

Tv-sendetid og seer-tid:

  • FOR4210 viser tv-stationernes andel i pct. af seertid efter tv-kanal og målgrupper. FOR4211 - FOR4214 viser de forskellige tv-kanalers sende- og seertid fordelt på programtyper i såvel minutter per år som i programtypernes andele af det samlede tv-forbrug på den enkelte kanal.
  • FOR4215 viser det gennemsnitlige daglige tv-forbrug for de enkelte måneder. FOR422 og FOR424 - FOR427 viser gennemsnitlig daglig og ugentlig tv-dækning i antal seere og procentvis fordeling mellem stationerne samt ugentlig tv-sening (i minutter).

Metode: TNS Gallup måler hvert døgn på vegne af DR TV, TV 2/DANMARK, TV3, SBS TV, Discovery, Turner Broadcasting og MTV Networks den faktiske tv-sening i Danmark i tv-husstande ved hjælp af TV-meter. Gallup TV-Meter-udstyr registrerer al tv-sening i 1.000 udvalgte husstande svarende til 2.200 personer. Disse personers tv-sening bliver registreret løbende døgnet rundt. Seeradfærden - hvem ser hvilke kanaler, hvornår - bliver dagligt transmitteret til TNS Gallup, der kontrollerer og bearbejder tallene. Gallup TV-Meter-systems resultater bruges af programplanlæggere til at tilrettelægge programfladen. De kommercielle kanalers sælgere fastlægger spotpriserne på basis af seertallene, og reklamebranchen bruger analyserne til at planlægge deres reklamekampagner, og til at kontrollere deres eksponeringer. For definitioner og mere baggrundsinformation se nedenstående links til TNS Gallup: - TV Meter - Ugentlige seertal

Radiolyttertal: FOR441B viser fra 2008 og frem radiolyttertal pr. kanal opgjort på antal lyttere/ lytterandele i procent og som gennemsnitlig daglig lyttetid i såvel minutter som andel af lyttertid. Siden januar 2008 er radiolytning i Danmark blevet målt via elektroniske målere, PPM (Personal People Meter), der dagligt opfanger hvilke radiokanaler, der lyttes til. Tidligere blev lytningen målt ved hjælp af dagbøger, men den nye metode er mere pålidelig, da lytningen registres automatisk, uanset hvor lytteren befinder sig. Lyttertallene måles via et panel, der består af 750 personer i alderen 12 år eller ældre. Hver person bærer rundt på en lille modtager, der registrerer et ikke-hørbart signal, som knytter sig til hver enkelt radiokanal, der er en del af målingen. Den elektroniske modtager registrerer, om paneldeltageren er inden for hørevidde af en tændt radio og i givet fald hvilken radiokanal. Sætter en paneldeltager sig ind i fx en taxa, registres hvilken radiokanal, der spilles. Når en paneldeltager går i seng, sættes modtageren i den docking-station, der automatisk overfører informationerne til en central database hos TNS Gallup, der gør dem tilgængelige for brugerne af Radio Meter (typisk radiostationerne selv og mediebureauerne) næste morgen.

For definitioner og mere baggrundsinformation se nedenstående links til TNS Gallup:

Af tekniske årsager var radiolyttertallene frem til 2007 opdelt på FOR441 (radiolyttertal pr. kanal) og FOR442 (radiolytterandel pr. kanal). Førstnævnte indeholdt antal/minutter og sidstnævnte andele i procent, mens radiokanalerne og perioderne er identiske. Tallene var fra Gallups Radio Index og baseret på godt 2000 personer, der hver havde udfyldt en radio-dagbog i en uge. I løbet af ugen havde lytterne noteret al deres radiolytning kvarter for kvarter og kanal for kanal.

Grupperinger og klassifikationer

Der er ingen relevante standardklassifikationer for denne statistik.

Sektordækning

Ikke relevant for denne statistik.

Begreber og definitioner

Radiolyttere: Antal lyttere dagligt (daglige dækning) angiver antallet (i tusind) eller andelen (i pct.) af forskellige personer, der i løbet af en dag lytter minimum 5 sammenhængende minutter til en given radiokanal.

Antal lyttere på hverdage angiver antallet (i tusind) eller andelen (i pct.) af forskellige personer, der i løbet af en hverdag lytter minimum 5 sammenhængende minutter til en given radiokanal.

Antal lyttere pr. uge (ugentlige dækning) angiver antallet (i tusind) eller andelen (i pct.) af forskellige personer, der i løbet af en uge lytter minimum 5 sammenhængende minutter til en given radiokanal.

Den gennemsnitlige ugentlige lyttetid pr. dansker 12 år+ angiver den gennemsnitlige tid i minutter, en given dansker over 12 år lytter i en uge til en given radiokanal.

Den gennemsnitlige ugentlige lyttetid blandt lyttere, angiver den gennemsnitlige tid i minutter, en lytter på en given uge lytter til en given radiokanal.

En radiokanals share udtrykker kanalens markedsandel og er kanalens gennemsnitlige lyttetid (pr. dansker i alderen 12 år og derover) i forhold til alle kanalernes samlede gennemsnitlige lyttetid, dvs. hvor stor en del af den samlede radiolytning er foregået på den pågældende kanal

Tv-sendetid og seer-tid: Seertid er det antal minutters tv fra den enkelte kanal og evt. programtype som en gennemsnitsdansker i alderen 3 år og derover ser i løbet af et år. Tallene er som udgangspunkt opgjort på årsbasis, med mindre andet er anført i tabeltitlen. Desuden angives seertiden som programtypernes andele (i procent) af den enkelte stations samlede programseertid.

Sendetid er det antal minutters tv som de enkelte stationer udsender i løbet af et år fordelt på programtyper. Desuden angives sendetiden som programtypernes andele (i procent) af den enkelte stations samlede programsendetid.

Tv-dækningen - som opgøres dagligt eller ugentligt - er defineret ved antal seere (i tusinder) eller andelen (i procent) af danskere i alderen 3 år og derover, som har set mindst 5 sammenhængende minutter uafbrudt en given dag på en given kanal.

Målgrupperne er en række demografiske opdelinger pba. køn, alder, geografi, uddannelse og erhverv.

Programtyper er defineret som følger: - Nyheder: Nyhedsudsendelser, nyhedsoversigter og sportsnyheder. - Aktualitet & debat: Samfundsforhold behandlet i journalistiske programmer, herunder debatudsendelser. - Oplysning & kultur: Livsberetninger, fritiden, naturen, videnskaben og kunsten, oftest i journalistiske former, men også den oplysende quiz. - Undervisning: Det pædagogiske sigte er afgørende. Overvejende oplysende programmer, men dramatik og underholdning indgår også. - Musik: Alle slags musik fra klassisk og opera til jazz, pop og rock. Desuden ballet og quizzer om musik. - Underholdning: Shows, talkshows og quizzer uden oplysende sigte. Journalistisk underholdning der ofte omfatter kunstnerisk optræden. - Dramatik & fiktion: Alle slags dansk og udenlandsk fiktion som Tv-teater, spillefilm, serier og satire. - Sport: Sportsbegivenheder, baggrund og quiz om sport. Sportsnyheder er placeret under Nyheder. - Regionalprogrammer: Regionale nyhedsudsendelser, valgudsendelser herunder folkeafstemninger, job/arbejdsmarkedsudsendelser. Desuden en blanding af forskellige programtyper på de regionale kanaler.

Enheder

Personer samt individuelle radio- og tv-kanaler.

Population

Tv-seere: Danske seere (i tusinder) eller andelen (i procent) af danskere i alderen 3 år og derover, som har set mindst 5 sammenhængende minutter uafbrudt en given dag på en given kanal Radio-lyttere: Alle danske personer, der i løbet af en (hver)dag lytter minimum 5 sammenhængende minutter til en given radiokanal

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Den længste tidsserie er fra 1996 og frem.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

For tv måles seer- og sende-tid i minutter og i andele (procent). Dagligt tv-forbrug måles i minutter. Tv-dækning måles i 1.000 seere og i andele af befolkning (over 3 år). Radiolyttertal måles i antal lyttere (1.000 stk.) og andele af befolkningen på hverdage og ugevis. Desuden måles den daglige lyttetid i minutter og som andele af befolkningen for de enkelte radiostationer.

Referencetid

01-01-2014 - 31-12-2014

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Statistik og dataindsamlingen er ikke baseret på EU-regulering eller anden regulering.

Indberetningsbyrde

Respondentbyrden er nul, idet alle oplysninger indsamles fra registre eller allerede offentliggjorte kilder.

Øvrige oplysninger

Der henvises til Radio og tv's emneside Radio og tv.

Vigtigt! Ved brug af data skal Statistikbanken og originalkilderne angives. Videresalg af data må ikke finde sted. Der henvises til originalkilderne for yderligere oplysninger vedr. metode og resultater. Supplerende dokumentation: Til denne statistikdokumentation findes procespapirer og anden dokumentation fra MedieStatistikBanken, som nu er nedlagt. Dokumentationen er placeret på Radio og tv's emneside under fanebladet Dokumentation.