Gå til sidens indhold

Levevilkårsundersøgelsen

Levevilkårsundersøgelsen er en survey, der i kombination med en række registeroplysninger udgør den danske del af den europæiske undersøgelse SILC. Undersøgelsen har til formål at belyse befolkningens indkomst, levevilkår og risiko for social udstødelse. Danmarks Statistik formidler kun et lille hjørne af den samlede undersøgelse. Eurostat står for den primære formidling af resultaterne.

Undersøgelsen gennemføres årligt i samtlige EU-lande samt fx Norge, Island og Schweiz efter retningslinjer fastlagt af Eurostat. I Danmark er undersøgelsen gennemført af Danmarks Statistik siden 2004.

Indhold

Levevilkårsundersøgelsen indeholder interviewoplysninger om danske husstandes subjektive opfattelse af deres økonomiske situation og levevilkår. Disse oplysninger suppleres med oplysninger fra Danmarks Statistiks registre, fx om indkomstforhold og personernes uddannelse.

Brugere, der udelukkende er interesserede i data om demografi, bolig, uddannelse og indkomster, bør anvende registerbaserede statistikker med fuld population fremfor SILC, hvis formålet ikke er internationale sammenligninger.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

De indsamlede interviewdata integreres med en række af Danmarks Statistiks registre, som leverer de relevante baggrundsoplysninger. På baggrund af registeroplysninger konstrueres vægte, der korrigerer for at visse grupper svarer sjældnere end andre. Stikprøvevægtene sikrer, at deltagerne i undersøgelsen har samme sammensætning som den danske befolkning på parametre som køn, alder, familietype og indkomstniveau.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

SILC (Statistics on Income and Living Conditions) bliver primært brugt af EU-kommissionen og er beregnet til internationale sammenligninger af indkomst og levevilkår i Europa. Det lille hjørne af SILC, som hidtil har været offentliggjort i Danmark, har pressen og meningsdannere som sin primære målgruppe.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Tallene er baseret på en stikprøve og dermed behæftet med en vis statistisk usikkerhed. Stikprøveusikkerheden er særlig høj, hvis man betragter mindre delpopulationer i befolkningen. Udover stikprøveusikkerhed er der risiko for skævhed på grund af selektion blandt de personer, som vælger at deltage i undersøgelsen. De offentliggjorte variable antages at være stærkt korreleret med indkomsten, som undersøgelsen er designet til at måle (via vægtning), og det antages derfor at der ikke er stor risiko for skævhed på de offentliggjorte variable.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken udkommer i december i referenceåret eller i januar det efterfølgende år. Der er risiko for forsinkelser, da undersøgelsen bygger på mange forskellige datakilder.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

De offentliggjorte indikatorer er overordnet sammenlignelige over tid og er sammenlignelige med tilsvarende opgørelser fra andre europæiske landes SILC-undersøgelser.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Hovedtallene bliver offentliggjort i Nyt fra Danmarks Statistik. Mere detaljerede fordelinger findes i Statistikbanken. Eurostat offentliggør herudover en række tabeller i Eurostats database.

Læs mere om tilgængelighed