Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Offentlige Finanser, Økonomisk Statistik
Ida Balle Rohde
39 17 30 15

ilr@dst.dk

Hent som PDF

Kvartalsvise offentlige finanser

Fejlregistreringer er langt hyppigere forekommende i de kvartalsvise indberetninger end i de årlige indberetninger. De kvartalsvise regnskabsindberetninger for staten, kommuner og regioner er ikke udtryk for et egentligt afsluttet regnskab for kvartalet. De repræsenterer snarere et øjebliksbillede af, hvor mange udgifter og indtægter, der ved udgangen af kvartalet er registreret i regnskabssystemerne.

Samlet præcision

Den samlede pålidelighed vurderes til at være relativ god, da statistikken baseres på regnskabsdata.

For det første udarbejdes statistikken på grundlag af mange forskellige regnskaber og primærstatistikker. For det andet bidrager sammenlignelighed med øvrige statistikker indeholdende oplysninger om offentlige udgifter og ledighed til at reducere usikkerheden. Endelig foretages der en løbende afstemning i forhold til årstallene for offentlig forvaltning og service. Usikkerhed om periodisering og fejl i de enkelte regnskaber og primærstatistikker påvirker imidlertid pålideligheden af kvartalsstatistikken.

Stikprøveusikkerhed

Stikprøveusikkerheden er nul, da det er en totaltælling.

Anden usikkerhed

De kvartalsvise regnskabsindberetninger for offentlige institutioner har nogle specielle problemer til fælles, som ikke i samme omfang gør sig gældende for de tilsvarende årlige regnskaber.

Regnskaber for selvejende institutioner er ikke tilgængelige på kvartalsniveau. Der bliver derfor beregnet et skøn for kvartalsregnskabet for de selvejende institutioner baseret på tidligere årsregnskaber.

Fejlregistreringer er langt hyppigere forekommende i de kvartalsvise indberetninger end i årlige indberetninger. Fejlregistreringer (evt. manglende registreringer) bliver ofte rettet op vha. en modgående kontering i det efterfølgende kvartal eller i supplementsperioden efter årets afslutning. Større og åbenlyse fejlregistreringer rettes af Danmarks Statistik.

Herudover kan der også være usikkerhed med periodiseringen. For at statistikken skal give et retvisende billede af aktiviteten i den offentlige økonomi, er det naturligvis afgørende, at udgifter og indtægter er periodiseret korrekt, dvs. henført til den periode, hvor fx varer er anskaffet, eller hvor beskæftigelsen har fundet sted. For årsregnskabet, der normalt færdiggøres flere måneder efter afslutningen af regnskabsåret, er dette problem meget lille. Supplementsperioden sikrer, at udgifter og indtægter registreres i det år, de vedrører. De kvartalsvise regnskabsindberetninger for stat, regioner og kommuner er ikke på samme måde udtryk for et egentligt afsluttet regnskab for kvartalet. De repræsenterer snarere et øjebliksbillede af, hvor mange udgifter og indtægter der ved udgangen af kvartalet er registreret i regnskabssystemerne. Det er derfor nødvendigt for Danmarks Statistik at foretage beregninger, så udgifterne og indtægterne periodiseres korrekt.

Små fejl som opdages efter offentliggørelse rettes i forbindelse med næste offentliggørelse. Det betyder i princippet, at små fejl i statistikken kan observeres i perioden mellem to offentliggørelser. Signifikante fejl rettes når de findes og korrigeret statistik offentliggøres så hurtig som muligt.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Kvaliteten vurderes at være god, da der er et omfattende datagrundlag til rådighed til udarbejdelsen af kvartalsvise offentlige finanser. For det første udarbejdes statistikken på grundlag af mange forskellige regnskaber og primærstatistikker. For det andet bidrager sammenlignelighed med øvrige statistikker indeholdende oplysninger om offentlige udgifter og ledighed til at reducere usikkerheden. Endelig foretages der en løbende afstemning i forhold til årstallene for offentlig forvaltning og service. Usikkerhed om periodisering og fejl i de enkelte regnskaber og primærstatistikker påvirker imidlertid pålideligheden af kvartalsstatistikken.

Der er ikke foretaget beregninger om usikkerheden, men der udarbejdes en revisionsanalyse for statistikken. Revisionsanalysen ser på to størrelser - det offentlige forbrug og nettofordringserhvervelsen. Formålet med revisionsanalysen er at finde ud af, hvor meget de to størrelser ændrer sig fra første udgivelse til senere udgivelser. Revisionsanalysen ser således på, hvor præcist det offentlige forbrug og nettofordringserhvervelsen rammes i første udgivelse sammenholdt med et år efter, hvor det endelige niveau stort set er fastlagt. I revisionsanalysen undersøges endvidere, om der er tendens til, at det offentlige forbrug eller nettofordringserhvervelsen over- eller undervurderes i første udgivelse (dvs. om der er bias).

Efter hovedrevisionen af nationalregnskabet i september 2014 er alle år 1999-2013 revideret til et nyt niveau.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Inden for et endnu ikke afsluttet år, dvs. 1-3. kvartal, vil de foregående kvartaler være åbne for løbende revisioner. Efter årets afslutning vil der ske en løbende revision af alle fire kvartaler ved offentliggørelse af ny årsversion for det pågældende år. I praksis foregår de løbende revisioner ved opregninger af kvartaler til nye årsversioner. Udgifter og indtægter (skatter og afgifter) er opgjort efter nationalregnskabsprincipper, og metoderne er konsistente med beregningen af de årlige regnskaber for offentlig forvaltning og service. Det bemærkes, at data- og periodiseringsproblemer på kvartaler er større end på årsbasis.