Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Befolkning og Uddannelse, Personstatistik
Elizaveta Sørensen
39 17 31 08

els@dst.dk

Hent som PDF

Institutioner i børnepasning

Præcisionen af tællingen svækkes primært af kommunernes tildeling af unikke institutions ID’er. Der er observeret fejl i denne tildelingsproces, hvorfor antallet af institutioner kan være overrepræsenteret. Derudover er der også observeret fejl i, at institutioner bliver oprettet på et forkert lovgrundlag af kommunerne. Danmarks Statistik fejlsøger for disse fejl og validerer individuelt nye og lukkede institutioner, før de tilføjes institutionsregisteret.

Samlet præcision

Statistikken omfatter data fra alle 98 kommuner i Danmark og dækker derfor alle institutioner på pasningsområdet for børn og unge i alderen 0 til 17 år.

Der kan være usikkerhed forbundet med den måde, som kommuner tildeler ID’er til institutionerne. Der er observeret eksempler på, at enheder inden for en institution har flere forskellige ID’er, selvom de ideelt kun burde have et unikt ID. Antallet af institutioner kan derfor være overrepræsenteret i statistikken.

Præcisionen vurderes dog generelt at være høj, idet der anvendes en del ressourcer på at fejlsøge data og manuelt vurdere, hvorvidt ændringer i antallet af institutioner er korrekte.

Stikprøveusikkerhed

Ikke relevant denne statistik.

Anden usikkerhed

I opgørelsen er medtaget institutioner under dagtilbudsloven, folkeskoleloven, friskoleloven, ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven. Der er observeret fejl i lovgrundlag, idet institutionerne eller kommunen ikke nødvendigvis er klar over, hvilket lovgrundlag en given institution er oprettet under.

Der kan derudover være klubber efter ungdomsskoleloven, som ikke er registreret korrekt. Det skyldes at institutioner typisk registreres igennem forældrebetaling, men der findes klubber efter ungdomsskoleloven uden forældrebetaling. Der er observeret tilfælde, hvor disse klubber ikke er registreret i fagsystemerne og derfor ikke indgår i denne statistik. Antallet af institutioner efter ungdomsskoleloven kan derfor være undervurderet.

Danmarks Statistik er opmærksom på sådanne fejl og forsøger løbende at udbedre fejlene. Dog kan der optræde institutioner i statistikken, som er oprettet på et andet lovgrundlag end angivet i statistikken. Det er specielt pasningstilbud oprettet efter serviceloven, som kan indgå under anden lovgivning. Det vurderes dog at fejlen er mindre væsentlig.

En anden fejlkilde er observeret i institutionernes ID kaldet ”kaldinst”. ID’en er ideelt en unik nøgle for hver institutioner, men der er observeret enheder inden for samme institution med forskellige ID’er. Data er blevet fejlsøgt for denne fejl, men det kan ikke garanteres, at alle fejl i institutionernes ID er fundet og udbedret. Der kan derfor være tilfælde, hvor fejl ikke er blevet opdaget, hvorfor antallet af institutioner kan være overrepræsenteret i statistikken.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Kvaliteten af oplysningerne i denne statistik vurderes at være høj, idet der lægges en del ressourcer i kvalitetskontrol af data. Samtidig valideres ændringer i antallet af institutioner manuelt, og institutionerne har selv mulighed for at ændre deres oplysninger, hvis de fremkommer forkerte på Dagtilbudsportalen.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Normalt bliver tallene kun revideret, hvis væsentlige fejl og mangler opdages.