Gå til sidens indhold

Hver sjette danske møbel- og beklædnings­virksomhed har været udsat for piratkopiering

Inden for de seneste fem år har 17 pct. af virksomhederne, der arbejder med møbler, tøj og sko, kendskab til, at de har været udsat for piratkopiering. Dermed oplever denne gruppe virksomheder oftest, at deres produkter bliver piratkopieret.

3. juli 2019 kl. 7:30 - Opdateret 2. juli 2019 kl. 9:00

Inden for de seneste fem år har 17 pct. af virksomhederne, der arbejder med møbler, tøj og sko, kendskab til, at de har været udsat for piratkopiering. Dermed oplever denne gruppe virksomheder oftest, at deres produkter bliver piratkopieret.

3,4 pct. af virksomhederne i Danmark oplyser, at de har kendskab til, at deres produkter er blevet piratkopieret de seneste fem år. Men for virksomheder, der arbejder med produktion, transport og salg af møbler- og beklædning, er andelen med 16,6 pct. markant højere. Det viser Danmarks Statistiks undersøgelse af virksomhedernes intellektuelle ejendomsrettigheder med data fra 2017.

”Andelen dækker kun virksomheder, der ved, at deres produkter er blevet ulovligt kopieret. Andelen, der bliver udsat for piratkopiering, kan derfor være langt højere. Endvidere kan piratkopiering inden for nogle områder - fx It og kommunikation - være vanskeligere at spotte end inden for møbler og beklædning,” siger Pétur Sólnes Jónsson, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Andelen, der har kendskab til, at de har været udsat for piratkopiering, er bortset fra møbel- og beklædningsvirksomheder størst blandt medico- og sundhedsvirksomheder, hvor 8,0 pct. har kendskab til piratkopiering af deres produkter inden for de seneste fem år. Andelen er med 0,1 pct. mindst inden for turisme.

virksomheder, der har kedskab til piratkopiering, 2017
Kilde: Danmarks Statistik, Patenter og IP-rettigheder, tabelsamling 2017.
Anm.: Undersøgelsen dækker ikke virksomheder med færre end ti ansatte.
*Statistikken er opdelt i ressourceområder, som er en særlig branchegruppering, der samler virksomhederne fra produktion til salg.

Om tallene om piratkopiering

Tallene om piratkopiering i denne artikel er en del af Danmarks Statistiks undersøgelse af virksomhedernes Handel med patenter og IP-rettigheder. Undersøgelsen er en stikprøve på ca. 3.000 af omtrent 17.000 virksomheder med mere end 10 fuldtidsbeskæftigede.

Statistikken er opdelt i ressourceområder, som er en særlig branchegruppering, der samler virksomhederne fra produktion til salg. Fx indeholder ”Møbler og beklædning” ikke alene producenter og sælgere af møbler og beklædning, men også producenter af fx tekstilmaterialer, som indgår i fremstillingen af møbler og beklædning. Også nogle designvirksomheder er en del af dette ressourceområde.

Du kan læse mere om, hvordan undersøgelsen er lavet i statistikdokumentationen.

Store virksomheder har oftest kendskab til piratkopiering

Virksomheder med mere end 100 ansatte har oftere kendskab til piratkopiering end virksomheder med færre ansatte. 9,3 pct. af virksomhederne med 100-249 ansatte har kendskab til, at deres produkter er blevet piratkopieret de seneste fem år. For virksomheder med mere end 250 ansatte er andelen 10,4 pct. Til sammenligning er andelen for virksomheder med 20-99 ansatte omkring 4,5 pct., mens den er endnu lavere for virksomheder med 10-19 ansatte.

Næsten to tredjedele søger forlig eller aftale

Størstedelen (63,4 pct.) af virksomhederne, der har kendskab til piratkopiering af deres produkter, søger forlig eller en anden aftale med modparten. Lidt mere end hver fjerde rejser et civilt søgsmål i retssystemet. Nogle virksomheder indgiver desuden anmeldelse eller anmodning til politi eller toldmyndighed.

Blandt virksomhederne, der arbejder med møbler og beklædning, der som nævnt er mest udsat for piratkopiering, er andelen, som forsøger at indgå forlig eller aftale med modparten over 80 pct.

”Samlet viser tallene, at en mindre del af de danske virksomheder ender i retssystemet, fordi de har været udsat for piratkopiering,” siger Pétur Sólnes Jónsson, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Handlinger i forbindelse med piratkopiering, 2017Kilde: Danmarks Statistik, Patenter og IP-rettigheder, tabelsamling 2017.
Anm.: Figuren dækker ikke virksomheder med færre end ti ansatte og kun de 3,4 pct. af virksomheder, der har kendskab til piratkopiering. Andelene summer ikke til 100, da virksomhederne både kan vælge ikke at tage tiltag og at tage flere end et tiltag.

Du kan se alle resultaterne af Danmarks Statistiks undersøgelse af virksomhedernes intellektuelle ejendomsrettigheder i dette regneark.

Danmarks Statistik har udført en lignende undersøgelse med data fra 2014. Her er andelen, der er blevet piratkopieret omtrent den samme som i 2017. Resultaterne kan ses i dette regneark.

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Pétur Sólnes Jónsson, fuldmægtig, Danmarks Statistik, psj@dst.dk, 39 17 30 56.